Caedmon’s Call ”Share the well”


Caedmon’s Call er et lidt anderledes band, forstået på den måde, at de er missionsorienterede med fattige lande på hjertet såsom Indien, Ecuador og Brasilien. Det spændende ved denne cd er, at de får fremmede musikarter blandet med deres egen musik. Ifølge dem selv er det den vigtigste cd i deres 12-årige karriere som band, fordi den er stærkt inspireret af deres udenlandsture. Det gælder for både tekst og musik. Teksterne er meget baseret på oplevelsen af mennesker som de har mødt, der har fundet livets sande værdier på trods af fattigdom. Hvad musikken angår, så er deres stilart ”Folk”. Næsten alle sange er baseret på den akustiske guitar og lyriske melodier, der hænger i luften lang tid efter, de er færdige. Måden, som de får blandet de indiske og brasilianske trommer ind på, er meget spændende og virker helt naturlig. Man hører hele tiden instrumenter og lyde, som man ikke er vant til at høre; der er bl. a. en sangerinde fra Ecuador, der kommer med noget meget smukt og anderledes sunget tekst, som man ikke forstår noget af, men smukt er det.
Det er gennemgående en meget behagelig stil og lyd og mange gode tekster, der er værd at reflektere over. Musikken er tidløs, den vil være lige god at sætte på afspilleren om 12 år, hvis man da har ”en sådan” til den tid. Man kan godt komme til at tænke på Poul Simons ”Graceland” i forhold til ”Share the Well”, for den er et godt stykke ”derhenad”, vel vidende, at det er en stor ting at sige. Alt i alt en formidabel god cd.